Tak for et godt Folkemøde 2017

Folkemødet er folkefest, og Food Maker-projektet fik spredt masser af madglæde!

Food Maker-projektteamet takker for et godt Folkemøde! Tak til alle, som kiggede forbi og deltog i vores forskellige events. Vi har talt med adskillige kommuner, uddannelsesinstitutioner og andre aktører, som alle synes, at Food Maker er et rigtig godt projekt.

Var du forbi os, og gerne vil høre mere eller følge op på vores snak, så send endelig en mail til info@foodmaker.dk, og så kan vi tales nærmere ved.

Projektet var med som en del af Nordea-fondens VILLA GODE LIV, hvor 14 ungeprojekter var samlet. Villaen er den gamle biograf i Allinge, og var til lejligheden piftet en hel del op. Vi er glade for, at have været en del af VILLA GODE LIV, og det var interessant og lærerigt at møde nogle af de andre af Nordea-fondens ungeprojekter.

Torsdag stillede vi Food Makers cykelkøkken op foran VILLA GODE LIV og delte koldskål ud til alle forbipasserende. De skulle selv freestyle koldskålen med alverdens topping. Eksempelvis bacontopping, og rygtet herom spredte sig hurtigt.

Vejret var i den grad med os, og solen strålede over Allinge. De forbipasserende var både gamle og unge, fra Bornholm og fra resten af Danmark, var på Folkemødet som privatperson eller som repræsentant for kommuner, uddannelsesinstitutioner eller andre steder. Alle havde det til fælles, at de synes koldskål lige er hvad man har brug for, når solen og varmen tager fat!

Food Maker stod også bag en paneldebat om unges sundhed, hvor disse skønne mennesker debatterede:
– Vibeke Brønnum, folkesundhedschef for Folkesundhed i Aarhus Kommune
– Søren Peter Hansen, direktør for FOF Aarhus
– Anders Vildsø Andreason, tidligere medlem af Food Makers ungebestyrelse og projektleder   for Ungdomsbureauet
– Judith Kyst, direktør for Madkulturen

På Folkemødets sidste dag for Food Makers vedkommende afholdte vi en netværksmadklub á la Vi leger med mad. Denne gang ikke for unge, men for blandt andet kommuner og uddannelsesinstitutioner. Det var en stor succes, hvor eksempelvis borgmesteren i Faxe Kommune stegte frikadeller på cykelkøkkenet, og hvor en forebyggelseskonsulent i Bornholms Regionskommune tilsmagte en kartoffelsalat med udgangspunkt i Food Makers måltidsguide.

You Might Also Like